mandag den 12. maj 2014

Chokolademuffins

Ganske almindelige chokolademuffins med god smag af chokolade

Her får du en opskrift på chokolademuffins bagt med både kakao og mørk chokolade. De smager godt af chokolade - og du kan vælge at pynte dem med vanilje frosting på toppen. Det gjorde jeg, og med chokoladekrymmel og et lille chokoladehjerte.

Men er du ikke til alt det pynte-halløj, så kan du sagens servere dem uden - eller hvad med at give dem en omgang glasur og krymmel.

De er et sikkert hit, og nemme at tilberede. 


Sværhedsgrad: 
Let (Middel hvis du giver dem frosting og pynt)

Tilberedningstid: 
30 minutters tilberedningstid, 15 minutters bagetid og ca. 30 minutter på frosting og pynt. 

Det skal du bruge til 18 stk: 
200 g sukker 
2 æg 
100 g smør 
100 g mørk chokolade 
50 g kakaopulver 
150 g hvedemel 
1 tsk bagepulver 
1½ dl kærnemælk 

Frosting: 
150 g smør 
250 g flormelis 
2 spsk vaniljearoma 
Chokoladekrymmel (rigeligt) 
Chokoladehjerter eller anden chokolade f.eks. knapper

Sådan gør du: 
Tænd ovnen på 200 grader. 
Pisk æg og sukker lyst og luftigt. 
Smelt smørret i en gryde. 
Hak chokolade groft og hæld den i det smeltet smør, så chokoladen smelter sammen med smørret, og rør det i æggemassen. 
Bland kakaopulver, hvedemel og bagepulver i en skål og sigt det i dejen.
Rør let kærnemælken i - rør ikke for voldsomt eller for længe. 
Hæld dejen i muffinsformene. Hvis du ikke bruger papirsforme, så skal formene smørres. 
Bag kagerne i midten af ovnen i 15 minutter. Stik i kagerne og hænger der dej ved, så skal de have længere tid. 
Lad kagerne køle helt af inden du pynter dem. 

Sådan gør du med frosting og pynt: 
Smørret skal have stuetemperatur, så hvis det er hårdt og køleskabskoldt, så lun det over et vandbad eller i mikroovnen. 
Pisk smør, flormelis og vaniljearomaen sammen. Pisk længe - så får du den bedste konsistens. 
Smør frosting på kagernes top, og rul kagerne let i krymmel. Undgå at få krymmel på toppen af frostingen, og sæt et stykke chokolade på toppen. 

Holdbarhed og opbevaring: 
Kagerne skal helst spises indenfor et døgns tid efter de er bagt. De smager allerbedst samme dag. 

Hvis du ikke giver kagerne frosting på, så kan de opbevares i en lukket beholder ved stuetemperatur i op til 2-3 dages tid. Gem eventuelle rester i fryseren til romkugler eller brødbudding. 

Hvis du giver kagerne frosting på, så skal de opbevares i køleskabet. Tag kagerne ud ½ times tid før de skal spises, så de ikke er alt for kolde og frostingen alt for hård. I køleskabet kan kagerne også holde sig i 2-3 dages tid, men de smager altså allerbedst samme dag, som de er bagt. 

Inspiration: 
Denne opskrift er inspireret af en gemmel opskrift fra Femina, hvor kagerne pyntes med glasur. Opskriften fangede min interesse pga. kærnemælken, for generelt synes jeg, at muffins bagt på kærnemælk er bedst - de bliver ligesom mere friske i konsistensen. 

Jeg bagte kagerne i silikoneform med papirsforme.
Uden pynt - også meget lækkert
Med frosting og krymmel

Ingen kommentarer:

Mullehusets forslag til bagværk lige nu

Mullehusets forslag til bagværk lige nu
MEGET LET OPSKRIFT PÅ JORDBÆRKAGE - klik på billedet for at se opskriften

Populære opskrifter seneste 7 dage